Det er vigtigt for os at kunne beholde vores gode omdømme. Kunsten er så at opføre sig bedre overfor hinanden uden at lyve alt for tydeligt. Men hvor langt kan vi gå? Er det moralsk accepteret, at vi på grund af vores tankeløse lidenskab er nødt til at lyve for at undgå smerter? Er det så moralsk bedre at lyve for at undgå at sætte vore nærmeste eller sig selv i en pinlig situation eller skandale?