I 1996 arvede jeg lidt penge efter mine forældre, og jeg brugte en del af dem til en tur tilbage til den samme egn i det vestlige Canada, som jeg havde boet i tidligere. Her besøgte jeg min broder, min søster og fætre og kusiner, og ved et “Hansen-træf” viste det sig, at vi var mere end 50 familie­medlemmer samlet derovre. Selvom der var gået 27 år, siden vi rejste derfra, var der stadig enkelte indianere, der huskede mit indianske navn, “Schubtjin”, og det var ikke helt uden stolthed, at jeg bemærkede dette, selvom det “kun” betyder “gedebukkeskæg”.