Steffen Weiss’ prosalyriske digte i En amarkaners storbyflugt kredser om kærligheden. Mestendels den umulige, hvor kun minderne er tilbage, alt imens hjertet fryser om kap med campingvognens ruder et sted på Amager. Nedlukninger, corona, hjerteklapperne går ned. Der er ikke håb for en frossen snemand.

Det synes vejrguderne tilsyneladende heller ikke. Der er kun drømmene tilbage, de hårde hjørner, jukeboksen, forliste sjæles skæbner. Men gradvist åbner sig en verden udenfor campingpladsen, hvor fuglefløjt måske kan overdøve whiskyens frostale klirren.