En amerikansk-israelsk alliance?USA's forhold til en jødisk stat fra Anden Verdenskrig til i dag. Del 3: Fra Obama til Trumpaf Carsten Skovgaard Jensen

Dette er det tredje og sidste bind af historien om det amerikansk-israelske forhold siden Anden Verdenskrig, og det afslutter mere end seks års arbejde med en fortælling om det, som John F. Kennedy i 1962 karakteriserede som et særligt forhold.

Det nuværende bind dækker perioden fra 2009-2020, og denne periode har måske været en af de mest turbulente og omskiftelige i det amerikansk-israelske forhold med to vidt forskellige amerikanske præsidenter med to væsensforskellige dagsordener: demokraten Barack Obama og republikaneren Donald Trump. Til gengæld har der i samme periode kun været én israelsk premierminister: den højreorienterede amerikanskuddannede likudnik Benjamin ('Bibi') Netanyahu, der først i marts 2021 modvilligt måtte afgive magten til den religiøse nationalist Naftali Bennett.

Hvis der ikke blev etableret en tostatsløsning, ville det i det lange løb blive den jødiske stats endeligt. Obama fastholdt, at USA stadig havde et særligt forhold til den jødiske stat, og han betragtede sig som en liberal 'jøde'. Det betød også, at han var modstander af det israelske bosættelsesprojekt og fortaler for oprettelsen af en palæstinensisk stat, fordi kun en sådan løsning ville kunne sikre Israel som en demokratisk og jødisk stat. I den forstand kan man beskrive Obama som proisraelsk, ikke mindst fordi USA under hans ledelse også gav Israel den største militære hjælpepakke nogensinde, på grund af et endnu tættere amerikansk-israelsk militært samarbejde end tidligere, og fordi Obama-administrationen skærmede Israel politisk og diplomatisk i FN.

Trump var antitesen til Obama, hvis politik han fuldstændigt ønskede at annullere. Bosættelserne blev kendt lovlige. Hele Jerusalem tilhørte Israel, og byens status skulle ikke længere forhandles. Trump-administrationen anerkendte desuden israelsk suverænitet over Golanhøjderne, nedlagde PLO's mission i Washington, stoppede hjælpen til Det Palæstinensiske Selvstyre og til UNRWA og præsenterede en fredsplan i sync med Likud, som ville have resulteret i et apartheidstyre på Vestbredden, hvis den var blevet implementeret. På afstand så det således langt fra ud til, at den førte politik var til Israels bedste og kunne bidrage til en forsoning med palæstinenserne.

Som i de to første bind bygger bogen på en lang række kilder, herunder både arkivmateriale, dagbøger, biografier, videnskabelige artikler, tidskrifts- og avisartikler, interviews, rapporter, videomateriale og større akademiske værker.