I romanen er det skolelærer Niels Pråsen, der selv fortæller om liv, gerning og medborgere i Sørling Sogn, der med sine 200 mennesker var et middelstort sogn.

Som sprogligt nysgerrig er det Niels Pråsens gerning at passe sogneskolen, som den nye skolelov foreskriver. Skrive kærestebreve for de ordløse; være skriver ved sognets møder; tolke lov og sædvane og forlige de stridende, selv om han kun er halvt myndig. Han er sig dog ikke bevidst, at underlaget for hans stræben er et ønske om at holde fast i sognets håb om bedre tider.

Der på stedet, hvor jeg stod, en armslængde fra ham, råbte jeg: – Du havde for få trumfer i ærmet, Hans Hedensgaard. Det kort, du lige har spillet ud nu, er to små kløvere.   

Med et rask tag fik Hans Hedensgaad smækket døren op på vid gab, medens han råbte: – Jeg tænker, det må fryde dig at kunne kravle op på forargelsens hest.   

Jeg rykkede mig et bette nøk nærmere. Så nær, som det var nødvendigt, og råbte mine velovervejede ord: – Hans Hedensgaard. Det er billigt at lade sin vrede gå ud over et sendebud! Dér holdt jeg en pause, inden jeg sagde: – En kvinde, der som sendebud havde et brev i hånden. Og så gik jeg.

Om forfatteren 

Ole Celert Holmstrøm (født 1940) har hentet inspiration fra sin barndom i Nykøbing Mors og som voksenlærer i AMU, hvor han arbejdede med hverdagens mennesker på samarbejds-, arbejdsløsheds- og erhvervsintrokurser. Et galleri af almindelige mennesker, som hans fantasi trak på, da romanens figurer skulle skabes – netop som almindelige mennesker.