Jeg fik ham i min favn, og det var utrolig dejligt at mærke og se ham og på samme tid også overvældende. Jeg stirrede længe og intenst, men han trak ikke vejret. Han var enorm smuk og fin, et rigtigt lille fantastisk menneske. Jeg sad med hans krop i mine arme, imens jeg vidste, at hans sjæl lige så stille var på vej til himlen. Jeg vidste, at han ville komme til kærlighedsfulde hænder, men alligevel var det barskt, at han ikke skulle blive i mine. Mens han lå der i min favn, blev jeg overrumplet af et ubeskriveligt savn til ham. Jeg var blevet mor, men min søn skulle bo et andet sted. En uendelig og højere kærlighed, der ikke fysisk kunne forenes.

I begyndelsen af trediverne tager Sabine Gantzhorn Hildebrands liv en uventet drejning, da hun mister sit første ufødte barn. Det medfører store livsforandringer, der resulterer i en motivation for at skrive denne bog, med ønsket om at øge fokus på emnet. Forfatteren er opvokset på Fyn og arbejder i det daglige med folkesundhed.