have været diktator, men da hans storebror pludselig døde i et biluheld, måtte Assad forlade tilværelsen som øjenlæge i London for at forberede sig på at overtage magten efter sin far. Mange havde store forhåbninger til den unge Assad, men med borgerkrigens udbrud i 2011 blev det tydeligt, at æblet ikke er faldet langt fra stammen. Med uhyrlig brutalitet har han i en årrække bekæmpet sin egen befolkning. Mens mange journalister har søgt svar på, hvorfor oprørere og jihadister kæmper mod Assad, er det sværere at forstå, hvorfor store dele af den syriske befolkning stadig støtter diktatoren. Er det af frygt, kold beregning eller ægte idealisme?