Solen føltes godt på hendes kinder. Ismokka og en fridag fra at arbejde for Heather. Hun lukkede øjnene et øjeblik og nød en fredfyldt stund, hvor hun ikke havde noget, hun skulle. ”Undskyld mig. Jenny, er det dig? Det håber jeg i hvert fald,” sagde en stemme, som hun ikke helt kunne placere. Jenny åbnede sin øjne, lænede sig forover og så en høj mand med en baseballkasket og solbriller. De ikke tildækkede dele af hans ansigt gav hende ingen idé om, hvem det kunne være.

 ”Ja …” svarede hun forsigtigt. 

”James, James Harrison. Kan du huske mig?” 

”Hold da op! Jeg kunne ikke se, hvem du var gennem de der briller og din hat!” Hvordan genkendte jeg ham ikke? Det er min James. 

”Og ude af kontekst vel også,” sagde James. Jenny sprang op og gav sin gamle ven et kram. Han krammede også hende, og hun satte sig ned ved bordet igen. ”Hvornår så jeg dig sidst?” spurgte Jenny. ”Sidst, vi snakkede sammen, var sikkert ved juletid på sidste år af universitetet.”