er kvinde og som kvinde for længst skrevet ud af litteraturhistorien. Kanon tilhører manden. Set i dannelsesromanens perspektiv er der noget svimmelt og kantet og ufærdigt over En Dødsnat. Fortællingen som sådan er egentlig kun til som en ramme for sansning og refleksion. Og ikke desto mindre handler En Dødsnat netop om dannelse. Hvordan en moders død i barselsseng inden for mindre end et døgn forandrer alt for den 13-årige Lise. Romanen er båret af erindringens stof, men Marie Bregendahls tilrettelæggelse af dette stof og hendes stærke modellering af sproget forrykker blikket fra det opbyggelige eller jævnt fremadskridende til en aperspektivisk myldrende ornamentik. Fortælleren påtager sig på den ene side at sætte en scene og zoomeind og lade scenens personer overtage styringen, men på den anden side er denne selvsamme fortæller parat til at stige ned fra olympen og kommentere, hvad personerne, bundet som de er til øjeblikket, har gang i. Fortælleren sprænger tiden, strækker den langt ud over scenens tid, og skriver senere skete det og det. Det vil sige, tiden er ikke fast, øjeblikket findes ikke, men er altid inficeret af både det, der ligger før, og af det, der kommer. Selve distraktionen, at rummeså mange følelser på en gang, og så megen viden, bliver hermed, fra nu og i al evighed, et vilkår.