En decemberdag i 2006 vågnede Lone Schrum og havde ondt i hoften. Et år senere var hun død. En døende er også et menneske fortæller historien om en ægteskabelig lykke, som varede ganske kort, før en kræftlidelse blev til Lone Schrums dødsdom. Men det var ikke dødsdommen i sig selv, der blev omdrejningspunktet for de følgende måneders tilværelse, men derimod den umenneskelige behandling, som Lone og hendes familie og nærmeste venner oplevede fra kræftafdelingen på Næstved Sygehus, fra praktiserende læger, fra Slagelse Kommune, hvor hun selv havde været ansat - og fra en uhæderlig bedemand.

Lones sidste ønske var at gøre opmærksom på den manglende effektivitet i det offentlige system, hvor man på seks uger ikke kunne gennemføre en eneste undersøgelse. Kun papirarbejde og henvisninger fra et sygehus til det næste. Kun besøget på et privat-hospital var forbundet med oplevelsen af respekt og effektivitet, idet tre store undersøgelser blev udført på halvanden time efter kun et døgns ventetid.

Det var Lones håb og ønske, at denne bog vil skabe så meget opmærksomhed om en række fejl, at de ikke vil ske for andre. Hun håbede og ønskede, at bogen ville kunne bruges som håndbog for døende og deres familie til at komme bedre gennem den sidste tid, end det blev muligt for hende og familien.