Novellen Døgenigten, som dette Bind bringer, er Eichendorffs smukkeste Prosaarbejde. Han skrev den som ung Embeds­mand oppe i Danzig, i en Egn, der kun tiltalte ham lidet, og hvor gamle Minder derfor måtte lokke dobbelt stærkt. Vi må ikke tage med for grove Fingre paa denne lille Idyl. Når vi ser en smuk, ung Pige, glæder vi os jo over hende, og spør­ger ikke, om det nu også er nogen Nytte til, at hun er så smuk. Således bør vi også læse Eichendorffs Novelle. Den er ikke noget Billede af Livet, den indeholder ikke dybe Tanker. Den er blot en yndefuld Drøm om Sorgløshed og Lykke i Na­turens Skød. Hvem drømmer ikke gerne en Gang imellem den?