Det revolutionerende og provokerende ved Sokrates’ måde at tale med folk på, var, at han faktisk lyttede til, hvad de sagde, og ligeledes gik i rette med dem, såfremt argumenterne var uholdbare, og hvis en sandhedsfødsel skal resultere i sunde og levedygtige børn af åndelig karakter, så er det nødvendigt, at man går ind i diskussionen med den sokratiske uvidenhed som forudsætning, hvilket altså indebærer en åbenhed og rummelighed over for diskussionspartnerens forslag. Det er vist de fleste bekendt, at man nødig overgiver sig i en debat, men den sande sokratiker og visdomssøger har ikke som mål at vinde diskussionen, men at finde frem til nye og vise forhold, og den dialogiske metode eller spørgeteknik har ingen vindere og tabere.