følelse. I stedet dækker retsfølelsen over den grundlæggende evne til at vise omsorg for retfærdighed ved som empatiske væsner at kunne sætte os i den andens sted.

I fire kapitler gennemgås først retsfølelse som rettens oprindelige kilde, dernæst retsfølelse som den uundværlige juridiske sans i retsanvendelse og herefter retsfølelse som retspolitisk argument. I bogens sidste kapitel forfølges fortolkningen af retsfølelse som empati. Hvad vil det konkret sige, at retssamfundet også bør være et retsfølelsessamfund, og hvilke ændringer af den retspolitiske diskurs og rettens institutioner i Danmark, vil et sådant retsfølelsesbegreb kunne anspore?