Denne bog forsøger gennem en introduktion til retsfølelsens tyske oprindelse og efterfølgende udvikling i dansk og international retsfilosofi at præsentere en forståelse af retsfølelsen, der hverken ophøjer den som en kilde til den evige juridiske sandhed eller affærdiger den som en blot blind og irrationel følelse. I stedet dækker retsfølelsen over den grundlæggende evne til at vise omsorg for retfærdighed ved som empatiske væsner at kunne sætte os i den andens sted.

I fire kapitler gennemgås først retsfølelse som rettens oprindelige kilde, dernæst retsfølelse som den uundværlige juridiske sans i retsanvendelse og herefter retsfølelse som retspolitisk argument. I bogens sidste kapitel forfølges fortolkningen af retsfølelse som empati. Hvad vil det konkret sige, at retssamfundet også bør være et retsfølelsessamfund, og hvilke ændringer af den retspolitiske diskurs og rettens institutioner i Danmark, vil et sådant retsfølelsesbegreb kunne anspore?