Da den polske originaludgave af En hund ved vejen udkom i 1997, var den polske forfatter og nobelpristager i litteratur Czesław Miłosz 86 år gammel. Som om hvert år var en byrde, han havde befriet sig for, var hans sprog let og bevægeligt. Seks årtier tidligere, i 1936, havde den 25-årige Miłosz i et digt spurgt: »Hvor er de, hvor forsvinder de hen, de små lysglimt, hændernes bevægelser, de raslende småsten? Jeg spørger ikke, fordi jeg sørger over deres forsvinden, men fordi det undrer mig.«

De i alt 100 aforismer, anekdoter, spørgsmål og sentenser, der er samlet i denne bog, repræsenterer hver især sådanne lysglimt, bevægelser og lyde, som ville være forsvundet for altid, hvis ikke digterens hænder havde fæstnet dem på papir. Forskellige ledemotiver binder dem sammen. Vrede mod undertrykkere og medlidenhed med deres ofre er et af dem. Længsel tilbage mod barndomslandets stier og stemmer et andet. Irritation over vor tids intellektuelle nihilisme et tredje. Spontan undren over livet et fjerde. At vi er til. At vi kan se ind i os selv og ud på verden. At vi engang vil være væk.