I 1817 er kong Frederik 6. enevældig hersker over Danmark, der er i knæ efter statsbankerotten i 1813 og tabet af Norge i 1814. Det er hårde tider, og fattigdommen plager især almuen, og hovedpersonen skal indordne sig de mange disciplinerende love, der især var rettet mod almuen, som dengang udgjorde 80 % af landets befolkning. Med andre ord er romanen også et studie i bevidsthedsdannelsen hos en 17-årig, der skal forholde sig til en uomgængelig verden.    

En kan aldrig vide er en selvstændig fortsættelse af Livets salt.       

Uddrag af bogen 

Fogeden trommer med fingerspidserne på bordet: – Ja ja, men det er jo en farlig masse penge til en umyndig.    

Prås vælger at overhøre bemærkningen om sit sociale stade, men ordene masse penge får ham til at spørge:  

– Har min lillesøster fået sin andel?    

Det er nu tydeligt for ham, at fogeden bliver overrasket: – Din lillesøster. Hvor er hun?    

– Hun er i pleje hos noget af Bedstes familie i Randers.    

– Det kender jeg ikke noget til, er svaret.    

Prås hiver langmodigheden frem: – Manden arbejder, som jeg forstod det, på Randers handskefabrik. Prås overvejer et øjeblik, men kan ikke dy sig: – Det er altså hos gode borgere.    

– Det må være før min tid.    

Prås ved, at han nu er færd med at høste det første kryds i bogen: – Kan man spørge hos amtmanden i Viborg? Fogeden bliver optaget af sit eget personlige regnebræt: Der er altid nogle plusser og altid de djævelske minusser og efter at have afsluttet sit regnskab med det enkle, at alle beslutninger kan trækkes i halen, får fogeden en åbenbaring: – Vi behøver ikke gå så langt som til Viborg. Herredsfogeden har sikkert papirerne.         

Ole Celert Holmstrøm er født 1940 i Virum. Barndom i Stockholm og positive ungdomsår i Nykøbing Mors. Uddannet som håndbogbinder. Derefter 2 år ved forsvaret. De følgende dårlige tider gav mange jobskift: chauffør, reklametegner etc. Fra slutfirserne faglærer i AMU (eksamen i voksenpædagogik). Sidste arbejdsår som flygtningevejleder i Brøndby, Køge og Ishøj.