og skummeldybt hinsides deres egen fatteevne, et fortælletræk, som både er enkelt og særpræget. Gunstigt fremmedegørende, og vi nok kan leve os ind i trekanthistoriens konfliktstof uden impressionistisk charme. Den ellers flegmatiske Daniel huser et ukontrolleret bål i sit indre. Han opdager, at han nærer følelser for nabogårdens datter Lise, en stillestående, viljeløs pige. Så dukker fætter Carl op, en pigeglad fladpande. Da det går op for Daniel, at Lise er blandt hans tilfældige erobringer på egnen, sker eksplosionen. De voldsomme begivenheder, som især er af indre art, finder dog sin lidt stakkels løsning. Men god nok. Lise bliver, trods det at Carl er far til hendes barn, alligevel Daniels kvinde. Jørgen Nielsen.. har et dialektisk syn på de to størrelser, en tro på, at vi er ansvarlige for vores genetiske udstyrs udvikling i kamp med miljøets gerne knugende greb, der ikke undskylder de handlinger, som det dog nok forårsager. Forfatteren knuger sine figurer, folder dem ud, har ingen medfølelse, men en helt frygtindgydende forståelse, et gys i vinterkulden. (Torben Brostrøm i Information)