Manden og kvinden havde et barn, der voksede, som alt andet på denne egn, hvilket vil sige ikke særlig godt. Han tilbragte sine dage med at jage slanger. Han havde jord under neglene, og den kraftige vind, der blæste ubønhørligt, havde givet ham stritører. Hans navn var Paolo. Paolo Poloverdo. Det var Paolo, der først så manden komme gående ad stien i det fjerne, en varm januardag. Denne gang var der hverken tale om en geolog eller en opdagelsesrejsende, og endnu mindre en digter. Det var Angel Allegria, der kom gående. En forbryder. En tyv. En morder.