En protozoEt sørgespilaf Niels Klingenberg

På trods af at Bent blev ramt af polio som femårig, og derfor var fritaget for idræt, var han moderat populær og den dygtigste i sin klasse. I gymnasiet er han stadig en udmærket elev, men dog ikke længere blandt de dygtigste. Senere klarer han sig også pænt på universitetet. Efter sin kandidateksamen bliver han ansat på et gymnasium og flytter sammen med Bente og deres fælles gravhund, Dabs. Altså et stort set gunstigt forløb, som man skulle tro, ville fortsætte på samme uopsigtvækkende måde. Forholdet til Bente går imidlertid i stykker, og han flytter ind i et bofællesskab. Og nu begynder det at gå rigtig galt. Problemet er nemlig, at Bent aldrig synes at forsømme en lejlighed til at spænde ben for sig selv – ja, i en sådan grad, at det ikke er forkert at sige, at hans liv er et langstrakt, selvforskyldt dødsleje.

Uddrag af bogen: 

Bent tændte en ny cigaret, fordi den første næsten havde røget sig selv. Han tog, uden pause imellem, tre sug så lange, at gløden åd sig ned ad papiret. Røgen blev ikke pustet ud, men sivede op fra lungerne og videre ud af mundvigene og næseborene som på en svækket drage. Uden at han bemærkede det, dryssede asken ned på gulvet og hans bare tæer. Han sugede igen løs og inhalerede, som om røgen var bjergluft. Han huskede at slå asken af i aske¬bægret, hvorefter han igen tog en, to, tre, fire hvæs. Røgen flød ud af næse og mund, ja, syntes endog at komme ud af ørene på ham, da han bøjede sig frem for at slukke stumpen. Der var gået tre og et halvt minut, fra han tændte cigaretten, til han masede den ud i askebægret.

Om forfatteren:

Niels Klingenberg(f. 1945) er cand.mag. i dansk og filosofi og har tidligere udgivet Butleren, Bz-mordene og Sorte roser.