Kurt Villy Slein Christiansen var en måned gammel, da han blev placeret på et spædbørnshjem i Åbyhøj i Aarhus. Efterfølgende blev han anbragt på flere andre institutioner og var i ni år fejlplaceret på en åndssvageanstalt og et sinkehjem, men da han endelig som 16-årig slap ud af systemet, kom han i lære som tømrer og snedker og klarede sig fantastisk.

Herefter var Kurt sin egen lykkes smed i 40 år. Han byggede blandt andet huse i Schweiz og drev sit eget firma, men desværre blev Kurt ramt af en arbejdsulykke som 55-årig og endte helt uforskyldt i systemet igen. Her blev han sat i alle mulige ligegyldige arbejdsprøvninger og jobkurser, som han i den grad var overkvalificeret til. Til sidst kunne han ikke klare mere. Han forsøgte selvmord og blev indlagt på lukkede psykiatriske afdelinger. I dag er Kurt maniodepressiv!

Desværre er Kurt Villy Slein Christiansens historie ikke en enlig svale. Der er mange paralleller mellem den måde, børn og voksne blev fejlplaceret på i 1940’erne og 50’erne, og den måde, det bliver gjort på i dag. Og derfor har Kurts søn nu skrevet historien om sin far. Hvis samfundet ikke får øjnene op og giver sig tid til at lægge menneskeværdige planer for det enkelte individ, der af forskellige grunde kommer i klemme, vil systemet vedblive at fejle. Måske kan beretningen om Kurt bidrage til at skubbe i den rigtige retning – det håber Bjørn Christiansen i hvert fald  – og dermed har hans far ikke levet forgæves.

Med forord af Erik Clausen.