da nok forstå, at foreningen med kontor og udgivelse af medlemsblad og afholdelse af møder, som koster mange penge, slet ikke kunne finde sted, hvis foreningens medlemmer ikke ville bestille noget og ikke kunne få pladser. Nej, sagen er, at det netop er de mest flittige, mest oplyste og mest dygtige husassistenter, der er medlemmer af Husassistenternes Fagforening, og at de allerfleste har gode pladser.”

To unge tjenestepiger diskuterer deres klasses vilkår i København i 1920’erne. Anna fra Aalborg lytter til sin frue, som ikke mener, at en tjenestepige bør være med i nogen form for fagforening. Marie fra Frederiksværk er derimod selv med i Husassistenternes Forening og har kun gode ting at sige om den og dens medlemmer. Kan hun mon få overbevist Anna om, at foreningen er til alles bedste?

Marie Christensen var en af hovedkræfterne bag organiseringen af tjenestepiger i Danmark, og i denne lille dialog giver hun tydeligt udtryk for, hvorfor foreningen er så nødvendig for enhver tjenestepige. Teksten udkom første gang i 1923.

Marie Christensen (1871-1945) stiftede i 1899 Københavns Tjenestepigeforening, som blev forløberen til De Samvirkende danske Tjenestepigeforeninger, som kom til at gøre en enorm forskel for denne ellers oversete og hårdtprøvede samfundsgruppe. Marie Christensen spillede en stor rolle i kampen for tyendes rettigheder og uddannelse og var blandt andet med til at give tyende demokratisk medbestemmelse, da den nye grundlov blev indført i 1915, hvor også kvinder fik stemmeret.