Danskere, som i 1942 og 1943 meldte sig til det nazistiske Frikorps Danmark, kom først til rekrutuddannelse, derefter til fronten. Rekruttiden tilbragte de i "Waldlager", en SS-militærbase

i Bobruisk (Hviderusland). Her blev de oplært til at kæmpe i Henrich Himmlers Waffen-SS side om side med værnemagten på Østfronten.

I krigen mod Sovjetunionen gjaldt det for tyskerne om at tilintetgøre den "jødiske bolsjevisme". I den "skæbnekamp" (Adolf Hitler) gjaldt folkerettens og krigens love ikke. Jøderne skulle udryddes, andre civile behandles med hensynsløshed, modstand fra partisaner og andre slås ned med hårdeste hånd. I alle tysk-besatte dele af Sovjetunionen bredte der sig et voldsherredømme uden sidestykke i historien.

Frikorps Danmark befandt sig midt i dette regime af vold og folkedrab – og deltog aktivt. Rekrutternes oplæring inkluderede "kamp mod partisaner", som primært bestod i blodige straffeaktioner imod civilbefolkningen. I "Waldlager" deltog danske frikorpsmænd i driften af en slavearbejdslejr og var med til at dræbe de jøder, som ikke længere var i stand til at arbejde: af 1.500 fanger omkom mere end 1.400 på under et år. I bogen dokumenterer Dennis Larsen og Therkel Stræde danskernes andel i de ofte ubeskriveligt brutale forbrydelser.

For at forstå, hvordan unge danske frivillige - nazister og andre - kunne involvere sig i så hæmningsløs voldsudøvelse, må man se på den større sammenhæng: hvad var det for et miljø, de kom til i "østområderne"? Therkel Stræde og Dennis Larsen beskriver i bogen usminket den politik, som udgør forståelsesrammen for frikorpsfolkenes virke og indskoling i den "voldskultur", som gennemsyrede det tyske herredømme i de besatte sovjet-områder.