hænger retfærdighed også sammen med magt, dvs. magtens forvaltning af det fælles samfund og dets vilkår for borgerne. Rawls kommer ikke uden om disse sammenhænge, tværtimod, men han vil ikke nøjes med den liberalistiske begrundelse i utilitarismen: nytte/lykke-maksimeringsprincippet, som jo også spøger i disse nyliberalistiske og markedsbegejstrede tider, hvor omsorgen for de svage og mindre heldige og for samfundets sammenhængskraft er på retur. Rawls er tydeligvis imod denne udvikling, som skyldes kapitalismen selv, når velfærden bliver rigelig, almen og kynisk-egoistisk, dvs. når arbejderbevægelsen og socialdemokratierne har ´sejret af helvede til´ og gjort alle til selvtilstrækkelige, ærgerrige liberalister. Det bliver der ikke meget samfund ud af: det fælles bliver privatiseret og skåret væk, og ind kommer volden, ustabiliteten og terroren, for der er stadig en bund, en udstødt gruppe, der revolterer. Det er ikke klassekamp, men usikre velfærdssamfund på ryggen af galloperende økonomiske forskelle, der skyldes en manglende forståelse af og omsorg for, hvad retfærdighed er. Derfor Rawls´ gevaldige og skelsættende forsøg på at sætte en ramme for at tale om retfærdighed og blive enige om dens indhold, forvaltning og implementering.