Den egentlige hovedperson er den kultur, vi lever i. En kultur, der fetisherer både historiske figurer, begivenheder og sanselige former. Og hvor alle disse ting recirkulerer og ofte antager nye, porøse former. Alle tre bøger bevæger sig med lethed gennem tid og rum, de blander konstant det organiske og materielle med det teknologiske – sådan at teknologi og materialitet nærmest bliver acceleratorer for nye, smidige idéer, som en protest mod den mådeholdne tanke.

I Seancer møder vi både Mary Shelley, Marilyn Monroe og spiritualisten Kate Fox. Bogen undersøger teknologiske opfindelser som morsekoden og elektriciteten og hvordan disse nybrud influerer bevidstheden, især ungpigesindet, og skaber mulighed for forandring. I Det kemiske bryllup fødes to tvillinger ud af en højttaler: Her er teknologien startskud for en alternativ slægtsrejse, bogen taler om kvindeliv, om kollektivitet, om oprindelse: Hvad består mennesket af? Af kulturens billeder, af dna, af kærlighedsforhold, af oprørstrang? Forbinder berøringer og fælles tilstande os i lige så høj grad som blodsbånd? I Inferno trænger substanserne sig på, psyken bliver nærmest en tilstand i materien, når August Strindbergs roman fra 1888 genskrives med udgangspunkt i det utopiske projekt det er, at genopfinde en olie, der kan redde verden fra undergang.

Selvom der i de tre bøger er en bevægelse fra tekstsamlingen mod romanen, er alle tre værker mest af alt undersøgende, i tilblivelse.