end man havde tænkt sig. Tror aldrig jeg vænner mig til det og oplever sikkert her en reminiscens fra gamle dage, hvor alting var lagt til rette og der kun var ventetiden at få has på. I mit eget liv ser billedet anderledes ud. Jeg har stadig fornemmelsen af, at når man har taget en beslutning, så er det bare med at komme op af stolen og af sted. Bogstaveligt talt. Jeg ved selvfølgelig godt, at der skal pakkes kuffert og at man skal have „et eller andet“ med, men jeg har svært ved at koble ind på detaljerne og er meget dårlig til at organisere, så der bliver bund i tingene. „En route, en route!“ siger det inden i hovedet allerede før skjorterne er strøget. Og gæt, hvem der stryger dem! Måske er grunden til at jeg har kunnet flytte mig så meget i mit liv, at jeg ikke har flyttet mig en tomme, jo, nok ladet mig transportere og tit meget langt, men aldrig med den udmarvende fornemmelse af opbrud, der altid har plaget I. og som bliver mere og mere udtalt som årene går…