at lave et menneske ad kemisk-magisk vej - en såkald humunculus.

De, der påstod at have set en humunculus, sagde, at det var en lille mandsling, nærmest en dværg. Og en dværg kunne været et værdifuldt væsen for en middelalder-fyrste.

En frafalden munk skaber ved satans hjælp et sådant gespenst uden at være klar over, at en humunculus lever i mennesket og ikke udenfor mennesket. Det er gennem mennesket, at satan udøver al sin djævelskab, og hver gang det befængte menneske udgyder sin sæd, skabes en ny humunculus.

Romanen følger den gnombefængte slægt gennem de forskellige tidsaldre, og den giver et indblik i alle de katastrofer, som plager den ulykkelige og umulige slægt.

Det er ikke kun slægten, som plages, men den er også selv plagsom og djævelsk opfindsom, når det gælder om at pine andre.

Bogen er ikke en traditionel slægtsroman. Den er i høj grad anderledes. Det samme kan siges om det persongalleri, som bogen rummer, og som de mange århundreders verdens-billeder, romanen bevæger sig igennem.

Menneskets uopslidelige drift, som har bragt djævlesæden fra Santiago de Composellas til antikvariatet i Sankt Peders Stræde, er historiens drivkraft.