de samlinger, hvor værket En virkelighed står trykt. Og det er da en måde at læse novellaen på, men der er også andre. Måder, der ikke udelukker, men supplerer hinanden, hvilket er vigtigt, når man læser en forfatter som Yu Hua. For nok har vi at gøre med en novella fra et sygt og vanvittigt hjerte. Men det gør dermed også En virkelighed til en novella, der beskriver, hvordan og hvorfor dette hjerte er sygt.

Yu Hua blev født i 1960 og levede dermed hele sin barndom i skyggen af Den Store Proletariske Kulturrevolution. Der lærte han, at et sprog, der kun accepterer én eneste sandhed, er virkelig farligt. Yu Huas første værker var simple på overfladen. Letlæste og alligevel så grumme, at det lette blev næsten umuligt at synke. Det hjerteskærende ved dem er vel netop afstanden mellem det barnlige sprog og den uhyrlige, afkoblede fortælling. Selv sagde han, at han skrev sådan, fordi han ikke kunne ret mange ord. Og jo, hans skolegang var amputeret. Men stilen, det forkrampede og kappede, var også en måde at udtrykke sig på, i et sprog, som før havde svigtet. Det pegede på sproget selv, og dets uformåenhed, pegede på en uhyrlig virkelighed.

For børnene under Kulturrevolutionen var sandheden på mange måder sproglig og poetisk, metaforisk: En mor var ikke en moder, det var Partiet. En far var ikke en fader, det var Formand Mao. Sandheden kunne ikke gradbøjes, og det kunne sproget heller ikke, uden at man bragte sig selv og sin familie i fare. Sandheden kunne ikke ses, den var i sproget, og først langt senere viste det sig, at Sandhed var en Løgn. Hvilket alligevel må være noget af en erkendelse for et barn, som da var blevet en ung mand.

En virkelighed er på mange måder en hård, barberet og kejtet tekst. Både som tekst og som fortælling. Måske kan man tænke den som en drøm, og i så fald er det nok et mareridt. Og så må man huske på, at mareridtet var, hvad disse unge børn havde gennemlevet. Kulturrevolutionen var afsporet, fordi sandheden blev ensporet, og derved blev afsporet, eller forvandledes til en entydig, afkoblet og absurd virkelighed.

Yu Hua skriver muligvis både surrealistisk og absurd, men siger selv, at det er, fordi den virkelighed, han beskriver, er absurd. Hvis det er ord, der også gælder her, så er dette også en tekst, der undersøger, hvad der sker, når mennesket lever i en virkelighed, som er blevet forvredet og amputeret. Måske er det tanker, man kan tage med sig, når man læser denne lille, hårde novella, om en tid og fra et sted, der på mange måder er fjern og uforståelig, men som alligevel rummer vigtig viden om verden, også for os. Dog bør man i så fald huske på, at dette (heller) ikke er hele sandheden.

- Sidse Laugesen, oversætter