»Når man først har fået benene stukket i en mose, er det svært at komme derfra igen!« Sådan sagde direktør Johs. Jørgensen, Kaas Briketter, i et fødselsdagsinterview i 1958. Hans livsværk bestod i opbygningen af briketfabrikken, som en anden moseekspert, Marius Ib Nyeboe, lagde grundstenen til i 1925....
40 år senere sluttede eventyret, som danner grundlaget for denne bog, som tidligere mangeårig isenkræmmer i Pandrup, Børge Møller, med stor entusiasme, viden og respekt har skrevet. Også han har trods flytning til Aalborg haft svært ved at slippe mosen og dens mennesker. Han skriver selv: »Lad denne bog stå som et stolt æresminde for de begavede, opfindsomme mænd, der forvandlede våde moser til energi, der holdt vort samfund sammen i en vanskelig tid. De kaldte opfindsomhed og virkelyst frem, og således forberedte de grundlaget for den næste kreds af aktive drømmere.«
Børge Møller kom til verden i Løkken i 1932, men flyttede som barn med familien til Pandrup og blev uddannet isenkræmmer. Han overtog sin fars isenkramforretning, som han drev i godt 30 år. Derefter arbejde han 10 år på Trægaarden i Kaas. Han engagerede sig aktivt i lokalsamfundet og det fortsatte, da han i 1992 flyttede til Klosterjordet i Aalborg Kloster. Han har leveret mange årlige bidrag til Egnssamlingens årsskrift i Saltum og nu har han så efter mange års forarbejde samlet den tankevækkende historie om Kaas Briketfabrik, Lundergaards Mose, Koldmosen og Sandmosen. Børge Møller kommer langt omkring i bogen; herunder også Besættelsens lokale modstandsbevægelse, som står ham meget nær. Historie, arkæologi, natur, kultivering, mosebrug og landbrug samt levendegørelse for turister og ´Brikettens´ fremtid. Alt er med i denne enestående lokalhistorie, som rækker langt ud over Jammerbugt Kommune. Når du først begynder at læse bogen, er det svært at komme fra den igen!
Vi er endnu ikke stødt på en boganmeldelse af 'Energi fra våde moser' i de 527 aviser, blogs og andre medier, vi har fulgt siden 2010. Men vi har fundet 117.806 andre anmeldelser af bøger.