Kampen mellem samfundsklasser afgøres i sidste ende ikke på det økonomiske eller kulturelle plan, men derimod på det politiske. I dette andet bind viser Anderson hvordan adelens magt i den sene middelalder truedes af både livegenskabets ophævelse og af det fremvoksende byborgerskabs kontrol med handelen. Enevælden opstod som følge af denne krise. Den stærke centralmagt gjorde det både muligt at holde en oprørsk bondestand nede og at få nogen kontrol med de før så uregerlige byer, samtidig med at den sikrede adelens ejendomsret over jorden. Anderson viser hvordan enevældens historie også er den kapitalistiske produktionsforms historie – både fordi enevælden sikrede den private ejendomsret, men også fordi den for første gang muliggjorde imperialistisk ekspansion over hele kloden. Men den østeuropæiske udvikling adskilte sig fra den vestlige på grund af den senere fremkomst af den feudale produktionsmåde. Enevældet opstod således i øst dels for at tvinge bønderne i livegenskab, og dels som svar på et tiltagende Vestligt militært pres. Eftervirkningerne af denne alternative udvikling viste sig helt op i det 20. århundrede og i den Russiske revolution.