Otto til sig som deres egen. Han er det meget forsømte enebarn. Søn af de nervesvækkede forældre, der slås med alkohol og traumatiske oplevelser fra modstandskampen.

Det er Niels Johansens tredje roman om den store årgang af fredsbørn, der voksede op i krigens skygge. Børn i de nøjsomme 50’ere, der kendte ord som rationeringsmærker, Richs-billeder, Lillebrorlodder og Koreakrig. Men ikke ord som krisehjælp. 

Det er en roman om nogle af de mange frivillige voksne med hjerter så røde som postkasser. Hverdagens helte? Eller hvorfor ikke: ENGLE.

For hvad sker der, når engle krydser ens vej? Så kan det liv, der går i stykker, sættes sammen igen. Hvor tilgivelse og forsoning findes, kan man sammen komme videre i livet.

En socialrealistisk roman? Ja. Og mere realistisk end socialrealistisk.