Filosofiens mål er efter Epiktet det rent praktiske, at virke etisk højnende, og den bliver derfor en stræben efter det gode; men denne stræben beror på erkendelsen, som Epiktet i højere grad end andre senere stoikere og i tilslutning til de ældre, navnlig Khrysippos, lagde vægt på.

Det gælder først om at afgøre, hvad der står i vor magt og hvad ikke, og at frigøre sig for alt det, som vi ikke er herre over, alt, hvad der tilhører den ydre verden, og at finde alt det, som er værd at stræbe efter, i sit eget indre; sjælen er jo udgået fra Gud, og det gælder om at føle hans virken i sig. Bliver vore handlinger bestemt heraf, da vil de komme til at gå ud på det gode, at virke forbedrende på vore medmennesker, og dette hører med til den etiske fuldkommenhed.