selv var 29 år gammel, beskriver krigen set med en 15 årig drengs øjne. Erik Tallgren har desuden selv vedlagt samtidige breve fra sin mor. Tallgrens far Johan Verner Tallgren blev som politisk fange skudt af de flygtende røde styrker. Tallgrens sympati er klart på den hvide side, men han holder begivenhederne ud i strakt arm. Han tilstræber i sine refleksioner også at forstå den røde side og den barbarisering, en krig fører med sig, ikke mindst af unge ubefæstede sjæle, der er vokset op i skyggen af en verdenskrig. Tallgrens erindringer er en manende advarsel mod at lade sociale konflikter løbe ud af kontrol og give plads til massepsykosen.