”Der er brug for en Vrinsker som Dig,” skrev Julius Bomholt opmuntrende til Erling Kristensen i foråret 1946, ”vi trænger til Dit karske Sind, Din mandige Prosa og Din ubestikkelige Menneskelighed.” Kristensen var blevet tavs. Han følte sig misforstået og var nedslået. Det var ti år siden, hans seneste roman var udkommet. I perioden fra 1927 til 1936 havde hans syv samfundskritiske romaner givet anledning til voldsomme diskussioner, og han var blevet udråbt som bondehader, fordi han skrev mindre pænt om bønder, meget kritisk om landarbejderes forhold og gav indblik i, hvor forkrøblet et menneskeliv kunne være i en lille nordjysk stationsby.