sekund mærkede jeg dets hårde, stikkende, metalagtige sonde trænge dybt ind i mig, men så slap det mig beroliget, og af blikkets frimodige klarhed, og hovedets lette, næsten forhøjede drejning mærkede jeg, at hun i vågen tilstand ikke vidste det mindste om mig mere, at vor samhørighed var forsvundet tillige med det magiske mørke."

I novellesamlingen "Eros" er tre af Stefan Zweigs noveller, der alle tematiserer den erotiske kærlighed, samlet.

Den erotiske kærlighed har imidlertid en trofast ledsager i samlingen: De problemer og sjælelige kvaler, den fører med sig for karaktererne.

Stefan Zweig (1881-1942) var en østrigsk forfatter, dramatiker og journalist. Han voksede op i Wien i et velhavende, jødisk hjem, studerede filosofi og litteraturhistorie og blev som ung forfatter del af de avantgardistiske kredse. I 1920’erne og 30’erne var han en af Europas førende forfattere. Zweig havde, som pacifist, med gru oplevet Første Verdenskrigs rædsler. Da Hitler kom til magten, slog han sig ned i England og rejste derfra videre til USA og Brasilien. I fortvivlelse over Europas fremtidsudsigter begik han og hans hustru selvmord i 1942.

Eros indeholder tre ypperligt fortalte noveller. Den indledes med fortællingen Angst, et mesterligt stykke dybdepsykologi om en bourgeoisifrue, der - nærmest ved et tilfælde - har fået en ung, fyrig elsker, og som gennemgår rent sataniske sjælekvaler, da hun frygter for, at det skal komme ægtemanden for øre. Ungdomsnovellen Tusmørke, der er adskilligt mere “decameronisk” end Angst. Den skildrer en femtenårig ynglings møde med kærligheden eller rettere med eros, der vandles fra attrå til kærlighed.

Bogen slutter med Regn. Det er et sandt virtousnummer fra Zweigs hånd, en skildring af et lummerhedt Tyrolerlandskab, der smægter efter regn og kølighed og af to mennesker, som i en art besættelse drives mod hinanden.”

- Jyllandsposten

“Atter engang vil man kunne glæde sig over hans fantastiske indlevningsevne i menneskenes sind dengang og atter kunne nyde hans følsomme og nuancerede sprog og hans raffinementer både i tanke og teknik.”

- Gudmund Roger-Henriksen, Politiken