Esters stemmeaf Karsten Brejnbjerg Christensen

I 'Esters stemme' sætter mesterviolinbyggeren Mogens Fausting den århusianske kollega Kristian Björk stævne i København. Mogens vil forære kræftsyge Kristian en sidste oplevelse med musikken. En ung virtuos' mesterlige fortolkning af Brahms' violinkoncert, som er Kristians ledestjerne i hans ydmyge tilværelse som musikskoleelevers violindoktor. Kristian alene skal overvære dette mirakel, som den unge, askeblonde kvinde fra Frankrig er med violinen.

Men Mogens' gave er et skalkeskjul for den afsløring, han håber at tvinge frem under Kristians besøg. Han er således overbevist om, at dødssyge Kristian skjuler på en både kostbar og dyster hemmelighed. Adskillige ubetalelige cremonesere, som Kristian efter sigende har eftersøgt og fundet gennem de certifikater, hans læremester, Heinz Rosenthal, inden sin sød gav ham på en del af de instrumenter, som nazisterne røvede fra familiefirmaet i Berlin.

Men andre spiller med. Kristians Cæcilie lader ikke Mogens rende om hjørner med sig. Og mægtige kræfter orkestrerer en sidste sats, der tvinger Mogens ind i en mission, hvor han må agere uegennyttigt og konfrontere sin ungdoms sorgsløse fejlgreb, der for den modne mand er den skæbnesvangre forbrydelse, der afslører hans plads i fortællingen om familien Rosenthal.

UDDRAG: "Inden hun låste sig ud af lejligheden og listede ad en mørklagt opgang til gaden, forsøgte hun at sikre sig, at de ikke lurede på hende.

Hun kravlede på alle fire over til et af stuens vinduer, og i skjul bag gardinet førte hun endnu et regnskab over de parkerede biler i gaden. Døråbningerne måtte hun opgive. Regnen var taget til, og i mørket var det svært at skelne, om de skjulte et lurende indhold. Men regnen ville også hjælpe hende, skjule hende.

Hun lod tasken blive i lejligheden. Mobilen, nøglerne til bilen og Kristians lejlighed bar hun i lommerne. I stedet for den brune frakke, hun havde brugt om eftermiddagen, tog hun den sorte anorak med hætte. Bukserne var skiftet ud med strømpebukser og et sort, knælangt skørt. Under anorakken bar hun en blød sweater med rullekrave, på fødderne støvler uden hæl. De passede til vejret, men hun kunne også løbe i dem. Hun lignede umiddelbart én, der var gået i døgneren efter en liter mælk ..."

Fortællingen om Jeanne og Louis og forlægget til omslaget er bearbejdet og anvendt her med venlig tilladelse af forfatteren.