liv, jeg lever. Lene – min kone, sagde en dag til mig, at hun havde læst et rigtigt godt ord for rynker i det svenske damemagasin M, nemlig livslinjer. Rynker er linjer i ansigtet og på kroppen, som fortæller om det liv, man har levet, livslinjerne. Jeg kan rigtig godt lide ordet – udtrykket, og det, som det dækker, så jeg har besluttet at kalde strømmen af dagbøger, der vil udkomme de kommende år, for livslinje-serien. Da Lene og jeg besøgte kunstmuseet Aros i Århus i slutningen af september måned sidste år, så jeg en tekst på en væg, som jeg har valgt som undertitel til serien, nemlig: At begribe verden ved at gribe verden. Denne dagbog er det andet bind i serien. Et år – som udkom i 2015, er det første bind i serien. Jeg har altid været optaget af, hvordan man lever det daglige liv så fuldt og helt som muligt. Hvordan gør man hverdagen eksotisk? Hvordan skaber man magi i dagligdagen? Hvordan gør man hver dag speciel? For hverdagen er der hver dag. Det er den, der fylder mest i det liv, man lever. Der er også det interessante ved det daglige liv, at det – forhåbentligt, fylder alt den dag, man lever lige netop den dag. Men dagen efter er den – om ikke glemt, så allerede fortid – historie, og frem for alt: Brugt tid, og som avisen fra dagen før, er den ikke længere interessant og vedkommende. Den kan allerhøjst bruges til at pakke noget ind i. Jeg forsøger gennem dagbøgerne i Livslinje-serien at gribe dagen, velvidende, at den allerede er fløjet, når den går på hæld. Denne bog består af dagbogsnotater fra 2015. Jeg har valgt at sløjfe datoerne, fordi det almindelige liv leves i en dagligdag, hvor dagene glider over i hinanden og opløser datoerne. Med mindre der er tale om særlige begivenheder, der skal markeres. Når man skriver en offentlig dagbog, som jeg har gjort her, så ved jeg, mens jeg skriver, at der er andre, som kommer til at læse det, jeg skriver. Det påvirker selvfølgelig den måde, jeg skriver på. Ligesom det påvirker det, jeg vælger at skrive om. Jeg har prøvet at finde en skrivebar balance mellem de tre parametre, jeg skriver ind i – det private, personlige og offentlige.”