offentlige folkebiblioteker endnu ikke var udviklede. I 1910 opførte den sin egen store bygning i Gammel Mønt 1 med damehotel, bibliotek og offentlig restaurant.
Foreningen er ikke tidligere blevet grundigt beskrevet, og Helle Hvenegård-Lassen koncentrerer sig mest om at beskrive dens historie i perioden fra 1872 til 1929, hvor den havde størst betydning. Den magtfulde forkvinde, Sophie Alberti, regerede fra 1891 til 1929. Der anlægges en kvindekulturel synsvinkel på stoffet, og kapitler om kvindernes læsning og om de mest velbesøgte arrangementer indgår i analysen.
Den danske kvindebevægelse og Kvindelig Læseforening opstod samtidig, og mange pionerkvinder og lærerinder kom i foreningen, der dog udadtil måtte fremstå som neutral, så den kunne tiltrække så mange borgerkvinder som muligt. I foreningen er de uden tvivl blevet påvirket af de mange kvindesagskvinder blandt medlemmerne. Fem af foreningens syv forkvinder fra 1872 til 1929 var således aktive medlemmer af Dansk Kvindesamfund.
Kvindelig Læseforening var desuden pioner inden for biblioteksteknikken, og et stort katalog fra 1932 vidner om foreningens omfattende bogbestand, der rummede både dansk og udenlandsk litteratur for lægfolk samt aviser og tidsskrifter.
Kvindelig Læseforening var både som bibliotek og kulturcenter murbrækker for kvindernes selvstændige udvikling, uddannelse og frigørelse. Her mødtes kvindesagens avantgarde med mindre modige medlemmer, og også udenlandske kvinder var flittige g&ae