naturen. Elisée Reclus plæderede for et vildt og harmonisk naturbegreb, hvilket stod i skarp kontrast til den industrielle civilisations udvikling i slutning af 1800-tallet.

Bogen er i høj grad relevant i dag, fordi den tilbyder os et frisk og bejaende blik på natur­en som noget, der ikke ligger uden for os selv. Naturen hos Reclus er ikke den store Anden, som man enten kan passe på eller ødelægge. Den er ikke udelukkende et objekt, men optræder i menneskets historie og kultur som en drivende kraft. Bjerget og vandløbet er som resten af naturen evigt forbundet med mennesket på godt og ondt, og det løber som en understrøm i bogen, at det er essentielt for mennesket at vedligeholde denne forbindelse.

På den led flyder Reclus’ poetiske projekt sammen med hans politiske over­bevisning. Den geografisk præcise og poetisk sanselige indoptagelse af naturen bliver en modstandskamp for digteren. Naturen er både et middel til at genoplade batterierne og samle kræfter til den store kamp for frihed og retfærdighed, men den har også en iboende værdi for os som del af vores fælles historie og udvikling.