er en både essayistisk, selvbiografisk og poetisk meditation over Døren. Døren, som på én gang er en ræk- ke fysiske steder, slaveforterne langs Afrikas vestkyst, og en metafor for sted, det væld af symbolske og psykiske processer, der forvandlede afrikanere til sorte, til slaver, i den så- kaldt nye verden. Dionne Brand trækker på kartografi, barndomsminder, rejser, revolution og litteratur i sin uafrystelige undersøgelse af de skiftende grænser for hjem og nation.