klar over, at hendes erindringsværk ville vække opsigt. For ikke selv at skulle deltage i polemikken omkring udgivelsen, ønskede hun det derfor først udsendt efter sin død. Hun havde en meget personlig opfattelse af såvel tidens kunstnere og kulturpersonligheder som af tidens debatspørgsmål – og hun var ikke bange for at sætte den på tryk. Personlige rådgivere fik hende til at udelade en del særligt kontroversielle passager, og dog vakte værket stærk furore ved dets udgivelse i 1891.

Dette hidtil utrykte stof fremkom derfor først i 1944, hvor det, med tilhørende noter, blev samlet i et separat bind.

Niels Birger Wamberg har i denne udgave fra begyndelsen af 1970'erne indarbejdet de hidtil udeladte passager i den rette sammenhæng, så værket her for første gang fremstår som den helhed, det oprindelig var tænkt.