havde sammen med sin far Anker Rufford og storebror Villy, et cykelnummer på et og tohjulede, høje og lave kunstcykler. Dette liv var på visse punkter ganske magisk og spændende, men var på de fleste andre fyldt med udfordringer som hun beskriver ærligt og følsomt. Så simple ting som at finde et toilet eller et sted at få et rigtigt bad, var ret svært. I denne cirkus historie hører vi ikke kun om den glamour der er ved at optræde i projektørlyset, men også om alle de mange kilometer cirkus flyttede sig hver dag, ventetid på landevejen i punkterede campingvogne, og om opstilling i regn og storm. I dag med mere end 8 årtier på bagen, og i erindringerne, godt hjulpet på vej af alle de gamle billeder som bogen er fuld af, må Vivi Rufford erkende, at det barndomsliv har præget hendes personlighed og senere liv på godt og ondt, og i en grad hun ikke havde troet muligt. Hendes motto har været: Hellere være på vej, end at nå målet!