og arbejdsløsheden resulterede i en restriktiv og hård flygtningepolitik, der i spændingen mellem humanistiske idealer og den nationale egoisme altid valgte det sidste.

Danmarks rolle i den internationale flygtningepolitik i årene 1933-1939 bliver nu for første gang undersøgt i historikeren Hans Kirchhoffs bog Et menneske uden pas er ikke noget menneske. Forfatteren viser, hvordan 1930´ernes flygtningepolitik ikke var noget skoleeksempel på empati og humanisme men gør samtidig opmærksom på, at den internationale flygtningepolitik blev ført mod næsten umulige odds i form af den økonomiske verdenskrise og det stadig mere aggressive Tyskland.

Samtidig skabte årene op til verdenskrigen en platform for internationalt hjælpearbejde, der peger frem mod FNs Menneskerettighedserklæring af 1948 og Flygtningekonventionen af 1951. Set i dette perspektiv blev 1930´erne en - om end kostbar - læreproces i mellemstatsligt humanitært arbejde, som også Danmark havde del i.

Bogen viser dermed også, at Vestens problemer med at tackle modtagelse af mennesker, der flygter fra forfølgelse, ikke er af ny dato. Og ser man på de aktuelle forhold for asylansøgere, står det læseren frit for at afgøre, hvorvidt nutidens løsninger er mere humane end mellemkrigstidens. Et menneske uden pas er ikke noget menneske giver dermed en unik mulighed for at anskue den danske flygtninge-politik i et historisk perspektiv.

Hans Kirchhoff (f. 1933) er historiker og siden 1967 tilknyttet Københavns Universitet. Han har et omfattende forfatterskab bag sig, bl.a. Augustoprøret 1943 I-III fra 1979 og Tilpasning - protest eller modstand 1940-45. (1985), Kamp eller tilpasning (1987) og Samarbejde og modstand unde