bære dette samfund i en fremtidig kompleks verden. Og uanset hvordan vi vender og drejer det, så vil der altid være en markant forskel på kvinder og mænd. Kvinderne vil altid føde børnene, og mændene være vigtige rollemodeller i børns opvækst. Alle andre familier end kernefamilien, forstået som biologisk mor og far, er sammenbragte familier – set fra barnets perspektiv. En skilsmisseprocent på over 50 har gjort det danske samfund til et skilsmissesamfund. Det er ikke et positivt symptom, men tiltagende manglende evne til at bevare og udvikle et parforhold. Derfor opfordrer jeg til, at mange flere par i tide gør en indsats for at skabe varighed i deres parrelation til gavn for dem selv og især deres børn, for hvem kernefamilien er livets mesterlære.
Med denne bog udfordrer jeg derfor den radikale feminisme, ligestillingen, skilsmisseproblematikken, #metoo-bevægelsen, vold- og voldtægtsproblematikken, kvinders misforståede ejerskab af deres børn, den fri fertilitet og mediernes énsidige opmærksomhed på minoriteter og kvinder som ofre og krænkede, hvilket altid giver dem taleret. Det skaber ubalance imellem kønnene, og i yderste konsekvens er det samfundsnedbrydende.
Den stigende stigmatisering og udskamning af manden som individ, hvor især den radikale feminisme benytter enhver anledning til at kritisere og begrænse manden som et maskulint individ, handler i stigende grad mere om magt end ligeværdighed.
I slutningen af bogen gives der anvisninger på, hvad der skal til for at udvikle og skabe varighed i parforholdet.
Uddrag af bogen
"Et samfund, der i ligestillingens navn insisterer på at udvande alle forskelle mellem køn og individer, er et samfund, der baserer samfundsudviklingen på laveste kønslige fællesnævner og vil endegyldigt svække sig selv.”
”Hvis ideologiske trends og nye subjektive minoritetsdefinitioner af den eksistentielle evolution ikke kontinuerligt tåler at blive sagligt udfordret, så risikerer vi, at vi som samfund mister et eksistentielt fodfæste.”
”Enhver -isme, der ikke tåler at blive udfordret, vil endegyldigt destruere det fællesskab, som det nærer sig af.”
”En ”bevægelses” natur vil ultimativt destruere sig selv, fordi den ikke tåler, at ”fremdriften” stopper, selvom den har nået sit oprindelige mål. I den fortsatte bevægelse efter opnåelse af målet vil den uvilkårligt komme til at destruere det, der var opnået, fordi den går for vidt.”
Om forfatteren
Torben Haugaard (f. 1957) er uddannet officer-R, politiassistent og selvstændig erhvervskonsulent og erhvervspsykoterapeut, foredragsholder og parterapeut. Han er stifter og partner i Erhvervsterapeutisk Institut, der tilbyder en ren psykoterapeutisk uddannelse på et erhvervsgrundlag samt udviklingsforløb for ledere og organisationer. Han har gennem en lang karriere i såvel den offentlige sektor som i det private erhvervsliv arbejdet med udvikling af organisationer og ledere på et psykoterapeutisk/pædagogisk grundlag.
