Den første gang, jeg, efter adskillige år i uvidenhed, mødte ham igen, blev jeg noget forskrækket. Pludselig fik jeg nemlig øje på en skikkelse, der kom gående imod mig. Jeg udstødte et forskrækket gisp, som både var en reaktion over genkendelsen og forfærdelsen over, at han stadig fandtes! Han var for det første blevet meget ældre at se på, en del tyndere, end jeg huskede ham, og gløden i hans øjne var væk, selv om han smilede stort, da han fik øje på mig. Jeg huskede fascinationen og tiltrækningen! Men jeg huskede også den lede ved ham, jeg havde følt! Jeg huskede det alt sammen! – Marianne, er det virkelig dig? lød hans hæse røst. Jeg smilede anstrengt og ønskede bare, at han ville forsvinde fra jordens overflade, selv om jeg havde elsket og forgudet ham i mange år!