i enhver større dansk provinsby.
Med det er sjældent at udenforstående får mulighed for at se narkomanerne som mennesker med en hverdag - en hverdag, der for de fleste andre ville være dybt usædvanlig.
En hverdag, hvor man lever med bevidstheden om, at ens livsstil kan medføre døden, inden man bliver 35 - gennemsnitslevealderen for en narkoman ...

Sådan indleder Preben Brandt, formand for Narkotikarådet, bogen, som viser øjebliksbilleder af en dagligdag, hvor narkomaner med den dødbringende sygdom AIDS har besluttet sig for at få mest muligt ud af de sidste år.

For denne gruppe har Københavns Kommune oprettet specialinstitutionen på Forchhammersvej. Kravet for at blive lukket ind på institutionen er, at man er narkoman, og at man er hiv-positiv eller har AIDS i udbrud. Der kan bo 25 personer på stedet. Herudover har 75 personer deres daglige gang på stedet - først og fremmest fordi de får udleveret deres Metadon under opsyn på stedets laboratorium. På Forchhammervej satser man ikke på at gøre folk stoffri. Man satser derimod på at være med til at give dem et så godt liv som muligt i den formentlig temmelig korte tid, de har tilbage.

Bogen beskæftiger sig med menneskerne frem for stofferne, og giver et indblik i, hvordan hverdagen ser ud for de narkomaner, der forsøger at få et tåleligt liv væk fra Istedgades kriminalitet og prostitution - en hverdag, hvor de skal lære at lave mad, vaske tøj og mange andre ting, vi andre tager som en selvfølge.

En meget vedkommende bog, som man straks bliver grebet af. Bogen er tænkt til brug i undervisningen i Folkeskolens ældste klasser samt på gymnasiet.

Bogen er udgivet med støtte fra AIDS-fondet.