"Dette er en kvindelig tekst, og det er et lille mirakel, at den overhovedet findes, som den gør i dette øjeblik, løftet til et andet niveau ved det dagligdags under, som bogstaverne i en bog er. Dagligdags er også dette tankespring, der fra min krop nu slår ned i din." I 1773 drikker den irske adelskvinde, Eibhlín Dubh Ní Chonaill, en håndfuld blod fra liget af sin elskede, og skriver derpå et storslået digt om ham, Klagesang for Art Ó Laoghaire I nutidens Irland er Doireann Ní Ghríofa travlt optaget af sin hverdag som mor til tre små børn og et fjerde på vej. Hun laver mad, rydder op, følger sine børn i børnehave og skole, og pumper brystmælk ud. Da hun en dag genlæser Klagesang for Art Ó Laoghaire, vælter teksten hende næsten omkuld. Dens besyngelse af kærlighed og begær, dens fortrolighed med lidelse og tab giver genlyd i hendes eget liv, og hun bliver som besat af digtet, som hun nyoversætter til engelsk. Med stor originalitet væves i denne bog to skrivende kvinders historier sammen, og den dybe forbundethed mellem dem træder frem hen over århundrederne. "Et spøgelse i struben" er en kvindelig tekst om kærlighed og krop, og om litteraturens kraft og evne til at påvirke os på tværs af tiden.