Den socialdemokratiske politiker Hans Hedtoft og den tyske diplomat Georg Ferdinand Duckwitz mødtes første gang i foråret 1943. Hedtoft var da blevet fyret af tyskerne som formand for partiet pga. sine påståede antityske holdninger, Duckwitz var medlem af NDSAP og nu funktionær i det undertrykkende tyske besættelsesstyre. De var altså fjender. Men mødet udviklede sig til et dybt venskab, der varede lige til Hedtofts død som statsminister i 1955. Samme år blev Duckwitz vesttysk ambassadør i Danmark og gjorde siden en stejl karriere i vesttysk diplomati.

Samarbejdet mellem Hedtoft og Duckwitz for at mildne besættelsens tryk fik betydning i flere vigtige situationer som fx jødeaktionen i 1943, den københavnske folkestrejke i 1944 og bestræbelserne på at undgå et sidste slag på dansk jord i april 1945.

Venskab mellem fjender skildrer det private og politiske fællesskab mellem de to bl.a. på baggrund af Duckwitz' samtidige dagbogsoptegnelser og skriver sig således ind i tidens øgede interesse for netværk og venskabers rolle og betydning i politik.