Halvt i søvne og halvt vågen mumler han trist om de smerter, der omgiver hans krop som et ubehageligt tæppe, et tæppe, han ikke kan sparke af sig, og selvom vi i fællesskab med alle vores kræfter forsøger at hive det af ham, forsøger at smide det tilbage i helvedet, indhyller det ham i smerte. Hjælpeløst må vi ty til den altoverskyggende kærlighed, der brænder for ham, og bare være der, hjælpe og trøste. Magtesløsheden overdøver personlige behov, og nødvendigheden af hans smerter overdøver enhver form for selvbedrag. Smerterne er som en siamesisk tvilling, ikke til at gemme sig for og ikke til at glemme. Han er et utroligt væsen, hans hverdag er fyldt med udfordringer, der virker uoverkommelige, med hindringer, der forekommer ubestigelige – og alligevel varmer hans smil mere, end solens magt ville kunne. Hans kærlige sind og ubestridelige gode humør hjælper os alle igennem de smerter, han alene må bære.