Midt ude på broen, der er omkring fem meter lang, tager jeg et kig ned i dybet. Egentlig fortæller min krop mig, at jeg bare skal se at komme over på den anden side, men jeg kan ikke lade være. Jeg føler mig draget af mørket. Lidt som Gollum og ringen. Min hjerne zigzagger imellem at komme i sikkerhed og så visheden om, at jeg vil dø, hvis metalbroen styrter sammen under mig. Det er skræmmende, men mit blik fæstner sig alligevel ved området, hvor lysets rækkevidde stopper. Det er langt nede, men alligevel slet ikke ved bunden.