skaber en kongenial poetisk praksis til i Fabler. I samlingens to kernedigte, de mægtige „Mennesket og Digteren“ og „Digteren og Daarskaben“, beskriver Claussen kunstnerens dilemma og sætter et skel mellem mennesket og den poesi, han fostrer. Hvor mennesket apokalyptisk forliser „korsfæstet paa den nøgne Vinduspost“, genopstår digteren triumferende med de finale og i alle henseender udødelige ord: „Jeg har alt, hvad jeg behøver. / Jeg er død, men om mit Spor svæver Livets Skaberord“. Den vældige patos forlænges ind i „Digteren og Daarskaben“, hvor digter-jeget ikke sætter skel, men i stedet ophæver det. Han definerer poesien som nabo til vanviddet og påkalder sig både den hellige Frans af Assisi og tidsfilosoffen Nietzsche som vidner på, at den heroiske lidelse er både skabende og ødelæggende. (Dansk Litteraturs Historie)