I bogen udfolder Dietrich Bonhoeffer sin forestilling om det kristne livsfællesskab, hvor den enkelte ikke dømmer den anden, men overlader dommen til Gud. Bonhoeffer kritiserede sin samtids kristendom for at indeholde en abstrakt forestilling om det enkelte menneske og konstaterede allerede i 1925, at ”alt skriger på ’forening’, fællesskab’, ’menighed’.” Bonhoeffer var dog ikke blind for menneskets trang til at få magt over den anden:

Her er ingen tid at spilde, fra første øjeblik ét menneske møder det andet, søger det en kampstilling, det kan indtage og fastholde over for den anden. Der er stærke og svage; er han ikke selv stærk, da griber han straks den svages ret som sin egen og fører den frem mod den stærke. (citat fra bogen)   

Bonhoeffer deltog aktivt i den tyske modstandsbevægelse. 9. april 1945 blev han hængt for sin medviden om attentatforsøget på Hitler.